Gode råd

64564 (6)

Vedligeholdelse
Det er meget vigtigt, at du passer godt på din protese. Hver morgen og aften skal den børstes grundigt med en særlig børste og rensevæske. Begge dele forhandles af os.

Det er en god ide ofte at børste eller skylle protesen med koldt vand – gerne efter hvert måltid, da det ikke kan undgås, at der kommer madrester ind under protesen, når du spiser. Snavsede tænder kan give dårlig ånde, ligesom der let kan opstå betændelse i gummen, hvis ikke protesen holdes ren. Det er også en god ide mindst en gang om ugen at børste gummen med en blød tandbørste, som vi anbefaler.

Specielle børster gør det let at holde protesen ren både udvendigt og indvendigt. Brug aldrig varmt vand.

Brug aldrig tandpasta, da den indeholder pimpsten, som ridser protesens overflade. Brug aldrig almindelige rengøringsmidler som skurepulver eller klorin. Det ødelægger protesen. Der kan komme tandsten på protesen, ligesom tobak, rødvin, kaffe og te kan misfarve protesen.

Plak
Forekommer især på den del af protesen, som er i kontakt med slimhinderne.
Hvis hygiejnen er dårlig, giver plak ofte betændelse i slimhinden.

Tandsten
Tandsten er hårde belægninger, som dannes, når plak forkalker.
Hvis protesen har bruge for at blive renset for tandsten eller/og misfarvninger, kan vi hjælpe dig med det mod et mindre honorar.

Kommercielle ”selvvirkende” rengøringsmidler i form af brusetabletter til proteser har næsten ingen virkning, hvis de, som der står på dem, kun anvendes 15-30 minutter dagligt. Virkningen kan kun opnås, hvis protesen lægges i midlet i adskillige timer, f. eks. hver nat. Men så kan det på den anden side blege akryl, nedbryde metaldele og give lugt og smag af klor.

Tandproteser er fremstillet af akryl, der er blødere end tandemalje. Alligevel rengør mange patienter deres protese med almindelig tandpasta, nogle gange efter anbefaling fra deres tandlæge. Det er helt forkert, fordi der vil være risiko for, at tandpastaens slibemiddel laver ridser i overfladen. Undersøgelser har vist, at det  også gælder tandpasta med lav slibeeffekt. Den ujævne overflade skaber desuden grobund for bakterier, hvilket kan føre til dårlig ånde, candidiasis og protese-stomatitis (svampe- og betændelsestilstande).

Så vær helt på den sikre side og følg vores råd om rengøring af protesen.