Snorkeskinne

snorkeskinne

Denne skinne, der også kaldes ”apnøskinnen”, er en rigtig god hjælp både til at komme af med almindelig snorken og til at afhjælpe, at du vågner om natten på grund af lukket svælg.

Skinnen sidder fast på både overkæbe- og underkæbetænder. Den er åben i fronten, så der både er mulighed for at trække luft gennem næse og mund. Skinnen fungerer på den måde, at den trækker underkæben frem, således at den bløde del af ganen ikke lukker til bagude ved svælget.

Formålet med skinnen er, ud over at fjerne snorkelyden som i sig selv kan være meget generende, at fjerne tillukningen bagtil ved svælget, øge iltindholdet i blodet, fjerne trætheden og derved give patienten en almindelig hverdag igen. Cirka 40 procent af alle mænd og 30 procent af alle kvinder snorker. Så meget, at det ikke kun er en lidelse for omgivelserne, men også kan være livstruende for den snorkende. Snorken er nemlig et faresignal, der fortæller, at lungerne ikke får ilt nok. Det stresser kroppen og kan i mange tilfælde betyde søvnløshed, øget risiko for højt blodtryk, forhøjet kolesterol og andre sygdomme, der fører til type 2 diabetes (sukkersyge).

Men heldigvis kan snorken behandles – også uden kirurgiske indgreb eller brug af luftslange, som ellers i mange år har været gængse metoder. Nu kan Klinik for Tandproteser i mange tilfælde klare problemet ved hjælp af en lille såkaldt snorkeskinne. Skinnen kaldes en OSS-skinne og er udviklet på Odense Universitetshospital.

Når brugeren ved sengetid sætter snorkeskinnen ind, sørger den for at holde underkæben lidt længere fremme end normalt, således at der skabes friere luftveje ned til lungerne. Denne enkle løsning, der ikke føles ubehagelig, men hurtig bliver en vane, kan reducere din snorken dramatisk.

Fremstilling
Før skinnen fremstilles, kræver det eventuelt et besøg hos en øre- næse- halslæge, som undersøger, om din snorken skyldes at næsen lukker til. Er det tilfældet, virker skinnen nemlig ikke.
Er problemet tillukning af svælget (hvilket det er i de fleste tilfælde), tager vi aftryk af over- og underkæbe samt et sammenbid. Og efter ca. tre dage er skinnen klar. Skinnen kontrolleres ved almindelige tandeftersyn.
Det er vores erfaring, at skinnen er meget effektiv og et rigtig godt alternativ til iltapparatur og kirurgi.

Er du medlem af Sygesikring Danmark, kan du få tilskud til behandlingen.